Er der isbjørne på nordpolen

Isbjørnens tætte og yderst effektive pelsfrakke fungerer som en optimal termisk barriere, der er sammensat af to distinkte lag: et blødt underlag af fin uld og et ydre lag af grovere, beskyttende dækhår, som trods sin tilsyneladende snehvide farvetone i virkeligheden består af fuldstændig gennemsigtige hårstrå, mens den underliggende hud præsenterer en dyb, næsten kulsort pigmentering, hvilket muliggør en maksimal absorption af solvarme og dermed forbedrer dyrets evne til at bevare kropstemperaturen under de barske arktiske forhold, en så avanceret biologisk mekanisme, at temperaturforskellen mellem isbjørnens overflade og det omgivende miljø kan nå op på imponerende 69 grader Celsius, et fænomen der endda har udfordret moderne teknologi, idet videnskabsmænd ved brug af infrarød termografi har konstateret, at isbjørne praktisk talt usynliggøres på varmebilleder på grund af deres enestående evne til at minimere varmetab og optimere varmeoptagelsen, hvilket gør dem næsten umulige at detektere med traditionelle varmesøgende metoder.

Parringsadfærden hos denne art er yderst selektiv, da hunnerne kun er modtagelige for befrugtning med treårs mellemrum, hvorefter de gennemgår en langvarig drægtighedsperiode, der kulminerer i fødslen af typisk to nyfødte unger, som kommer til verden i en sårbar tilstand, idet de er både minimale i størrelse og midlertidigt blinde, hvorfor de første leveuger kræver intens moderlig pleje; drægtige hunner søger i den forbindelse tilflugt i snegravede hi, hvor de overvintrer under beskyttende forhold, indtil ungerne er modne nok til at forlade reden, hvorefter de ammes i en periode på omkring tolv måneder, før de gradvist opnår selvstændighed efter yderligere to års træning og tilvænning.

Geografisk set er isbjørnen udbredt over hele den arktiske region i en cirkumpolar fordeling, hvor den primært holder til langs kystlinjerne i de polare egne, og selvom populationen ofte opfattes som én homogen gruppe, eksisterer der faktisk flere delvist isolerede underpopulationer med varierende grad af gensidig kontakt.

På Grønlands territorium optræder arten både i de østlige og vestlige kystområder, hvor isbjørne i Vestgrønland især koncentrerer sig om zoner med fastpakket drivis, særligt i de nordlige distrikter omkring og nord for Sisimiut, mens der i den sydvestlige del af øen lejlighedsvis observeres enkelteksemplarer, der er blevet transporteret til området via drivisen fra Østgrønland, hvor isbjørne derimod er en fast bestanddel langs hele kyststrækningen; desuden tilbringer disse dyr en betydelig del af året på de flydende isflager, der forbinder Vestgrønland med det canadiske arkipel mod vest samt Østgrønland med Svalbard mod øst, et faktum der vidner om artens exceptionelle svømmeevner og tilpasningsevne til et liv i konstant bevægelse mellem land og is.

Med hensyn til isbjørnens evolutionære oprindelse hersker der stadig usikkerhed om præcise stamtræk, men genetiske undersøgelser antyder, at arten udviklede sig for relativt nylig set i geologisk perspektiv, og et fascinerende bevis på den nære slægtskab mellem isbjørne og brune bjørne er forekomsten af hybridafkom - de såkaldte mokkabjørne - der opstår ved krydsning mellem de to arter og som desuden er fuldt fertil, hvilket tyder på, at de to bjørnetyper endnu ikke har divergeret tilstrækkeligt til at betragtes som helt separate arter på trods af deres markant forskellige fysiske karakteristika.

Miljømæssigt står isbjørnen over for alvorlige trusler, ikke mindst på grund af akkumuleringen af vedvarende organiske forurenende stoffer - kendt under samlebetegnelsen POP (persistente organiske miljøgifter) - heriblandt skadelige kemikalier som PCB og DDT, hvis koncentrationer i østgrønlandske isbjørne har vist sig at være ekstremt høje og på niveau med de forureningstal, der er målt hos isbjørne ved Svalbard, hvor forskere har udtrykt bekymring for, at de toksiske stoffer kan have alvorlige konsekvenser for dyrenes formeringsevne, herunder skader på reproduktive organer og nedsat immunforsvar, hvilket i kombination med den fortsatte jagt - hvor årligt omtrent 500 individer fældes - og den accelererende klimaforandring, der medfører et dramatisk svind i isdækket og dermed reducerer isbjørnens naturlige levesteder, har resulteret i, at arten nu er klassificeret som truet og står over for en usikker fremtid i et hurtigt foranderligt økosystem.